Der bliver flere og flere af dem. 

De erhvervsaktive mænd på vej ind på opløbsstrækningen mod pensionsalderen. Bare de seneste 10 år er antallet af mænd i beskæftigelse i aldersgruppen 55-64 år steget med ca. 25 procent. 

Det er sådan set fint nok, men samtidig er risikoen steget tilsvarende for ude i erhvervslivet at møde sure, gamle mænd med skyklapper på. For det forvandler nogle af mændene fra statistikken sig desværre til på vej ind i karrierens efterår. 

Vi kan kalde ham Michael. Han kører på rutinen og føler sig som verdensmester på jobbet. Midtvejskrisen er overstået, og Michael synes selv, at det bare ruller derudaf. Det føltes som i går, at han rundede 45 år, selv om den seneste fødselsdagshilsen sagde tillykke med de 55. 

Det forstår Michael ikke rigtigt, for han er ikke bevidst om de 10 år, der er gået. Det er folk omkring ham til gengæld. De kan godt se, at Michael er faldet lidt af på den, og at han ikke helt kan følge med udviklingen, digitaliseringen, innovationen og alt det nye. Og når de gør opmærksom på det, bliver han sur. Og når han står i en opgave, hvor han ikke længere har den bedste løsning, men i stedet ser yngre kræfter komme med alle svarene, bliver han irriteret. For han er jo verdensmester. 

Problemet for Michael er, at han ikke selv kan se, at han er ved at blive en sur, gammel mand. For ham er pointen om, at alting var bedre før, en velafprøvet og gennemtestet leveregel. Ingen grund til at ændre på noget her. 

Jo, Michael – det er der. Som i så mange andre situationer i livet er selvindsigt og refleksion også her en hensigtsmæssig følgesvend. Michael bliver nødt til at se sig selv i spejlet og indse, at han er blevet ældre. At han med fordel kan have et mere nuanceret blik på egen formåen og egne kompetencer, ligesom han må erkende, at også den fysiske energi og fremtoning kræver en ekstra indsats.  

Men han skal ikke blive helt træt og modløs, for turen op ad opløbsstrækningen behøver langt fra at være fyldt med konflikter og skyklapper, der strammer mere og mere. 

Ifølge statistikken udgør de erhvervsaktive mænd mellem 55 og 64 år næsten 300.000 af de i alt halvanden million mænd i beskæftigelse. Så der er mange af dem, og de er vigtige og attraktive for mange virksomheder. Disse mænd har ro, stabilitet og masser af erfaring, og på den rette hylde kan de levere værdi mange år endnu. Det skal måske ikke lige være i afdelingen for udvikling, digitalisering, innovation og alt det nye, men der er mange roller, hvor Michael reelt kan være verdensmester. 

Hvis han lægger den sure, gamle mand på hylden, og i stedet tilpasser sig virksomhedens virkelighed anno nutiden. Med rettidig omhu skal Michael være realistisk omkring, hvordan han bedst tilrettelægger turen op mod mållinjen. Kan han fastholde niveauet? Skal han indtage en ny rolle på jobbet? Og er den i så fald højere oppe i hierarkiet, eller ønsker han at træde et skridt eller to tilbage? Skal han måske træde helt tilbage? 

Finder han selv svarene og tager konsekvensen af dem, undgår han, at andre – yngre kræfter – reflekterer for ham og træffer beslutninger, som sender Michael helt af banen. 

Vi kunne for resten også have kaldt Michael for Jens. For jeg fylder 55 næste år og skal selv til at se mig ekstra grundigt i spejlet og smage selvrefleksionens måske bittersøde medicin.

Mange siger, at 50’erne er de nye 40’ere. Jeg håber og tror, de har ret – i hvert fald for de mænd i statistikken, som ikke ifører sig skyklapper, men i stedet kaster sig positivt, konstruktivt og åbent ind i slutspurten.