Midtvejskrisen hos mænd på vej mod de 50 er ikke et nyt fænomen.
Vi kender alle historierne om ham, der pludselig får travlt med at købe Porsche, skifte konen ud med en yngre model eller sætte sig for at gennemføre en ironman – trods elendigt kondital. Måske ser vi midtvejskrisen ramme blandt gode venner. Måske mærker vi den komme snigende ind på os selv eller vores partner.
Midtvejskrisen kan udløses af mange ting, men den markerer i bund og grund overgangen fra en fase i livet til en anden. Der sker meget på den private front i den alder, men hvad sker der i arbejdslivet? Får mænd også en professionel midtvejskrise?
I midten af 40’erne sidder mange i gode jobs. Der er blevet knoklet igennem, mens kræfterne var til det, sulten var stor og energiniveauet højt, og nu sidder man så her i en bekvem lederstilling. Men pludselig melder tvivlen sig. For hvad nu, hvis dette er toppen af karrierestigen for mig? Jeg har stadig meget at tilbyde, men hvorfor bliver det ikke værdsat? Skal jeg bare have tiden til at gå i det samme job og med de samme opgaver indtil pensionsalderen? Eller kan mine kompetencer og erfaringer udnyttes bedre et andet sted?
Det kan være ubehagelige spørgsmål at stille sig selv, men laver man koblingen til det urmenneske, vi alle bærer rundt på, er de i min udlægning slet ikke så mærkelige. Fysikken midt i livet er måske ikke længere til at være den stærkeste jæger, som tager kampen op mod vilde dyr og sikrer artens overlevelse. Næste generation kan efterhånden klare sig selv, og man bliver lidt efter lidt skubbet til side af yngre og stærkere kræfter. Så hvad er mere nærliggende end at se sig som om efter andre jagtmarker, hvor ældre og erfarne jægere bliver mere værdsat?
Min opfordring er at huske at stoppe op og bruge tid og tanker på at finde svarene. Se ud over det professionelle landskab, inden øksen pakkes, og mokkasinerne snøres, for måske er løsningen ikke at kaste alt overbord og begynde forfra et andet sted.
Ens nuværende arbejdsplads kan sagtens rumme andre muligheder – hvis man sætter ord på de næste ambitioner her midt i livet.
Ens nuværende lederstilling kan også rumme nye udfordringer – hvis man påtager sig ansvaret for at udvikle positionen til glæde også for virksomheden.
Ens nuværende kompetencer kan meget vel udnyttes endnu bedre – hvis man til stadighed er bevidst om at bringe dem i spil og sikre en kontinuerlig udvikling.
Jeg har talt med hundredevis af ledere i risikozonen for midtvejskriser, og for nogle af dem kan den rigtige løsning være at finde nye jagtmarker. Men man skylder sig selv, sin karriere og sin virksomhed ikke at tage forhastede og irrationelle beslutninger med store konsekvenser – og give krisen skylden.
Tag derfor en tur op i helikopteren for bedre at kunne se ud over landskabet og tag en fortrolig med, som kan hjælpe dig undervejs. Brug dit netværk og dine relationer til at tage snakken om, hvad næste skridt er. Brug dem til at styrke din professionelle selvtillid, hvis du føler, at dine kompetencer ikke bliver anerkendt og udnyttet. Brug dine relationer til at udfordre dig i kortlægningen af ambitioner og fremtidens muligheder.
Dit netværk kan give dig fornyet energi og inspiration til, hvordan du kan holde dig selv på sporet. En dygtig, engageret og erfaren leder på vej mod de 50 er attraktiv for mange virksomheder, for nogle vilde dyr er ganske enkelt for store at nedlægge for de unge jægere. Og hvis midtvejskrisen gør det af med alle de erfarne jægere, hvem skal så støtte næste generation og give tryghed på jagtmarken?