Opgøret med curlingkurven

Curlingbørnene har haft en fantastisk opvækst. Forhindringer er blevet fejet af vejen for dem, udfordringer løst af andre, og alle døre åbnet. Nemt og bekvemt.

Med det i bagagen har de unge, der i disse år indtager arbejdsmarkedet, al mulig grund til at forvente samme behandling af chefen, som de har fået af forældrene. De nu voksne curlingbørn vil kun løse de sjove opgaver – ikke de svære. Virksomheden skal leve op til deres krav – ikke omvendt. Og lønforhøjelser og forfremmelser er for dem en selvfølge – og ikke til diskussion.

Man kan næsten kun beundre deres selvtillid. Men også kun næsten – og det vender jeg tilbage til. 

Først skal vi lige hilse på arbejdspladsernes curling-voksne. De dygtige og erfarne medarbejdere, som et sted midt i 50’erne når til et punkt, hvor de retter opmærksomheden mere mod selv. De har i mange år knoklet og tilpasset sig virksomhedens krav og forventninger – uden at det nødvendigvis har kastet et højere løntrin eller en finere titel af sig. 

Men nu er det deres tur til at have det sjovt, og arbejdspladsens tur til at give dem lov. De curling-voksne ønsker spændende, selvvalgte opgaver. De beder chefen om at tage individuelle hensyn, som passer til den fase i livet, de nu er i. Det sidste årti frem mod pensionsalderen er det de curling-voksnes tur til at have det nemt og bekvemt.

Lyder det bekendt? 

I bund og grund er det nemlig samme historie – blot med 30 års erfaring til forskel. 

Curlingbørnene og deres ældre pendant udgør til sammen yderpunkterne på en curlingkurve. Kurven starter højt hos de unge voksne og slutter på samme niveau hos de modne voksne. Her er ”jeg” i centrum, og arbejdspladsen sekundær, mens rollerne midt på den u-formede curlingkurve er byttet om. Her ligger det lange seje træk, det sure slid og de påtvungne opgaver.

For mig er der to grunde til at tage et opgør med curlingkurven. For det første må det være en ambition for os alle, at arbejdet er sjovt hele arbejdslivet. Danskerne er verdens næst-lykkeligste folkefærd, så hvorfor henslæbe mange år på bunden af curlingkurven? 

Evnen til at tilpasse sig opgaver, krav og forventninger fra virksomhedens side er afgørende for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet, men vi skal have løftet bunden og skabt større arbejdsglæde. 

For det andet kan der i kurvens høje yderpunkter være grund til, at den enkelte foretager er reality-tjek. Især hos curlingbørnene. 

For som nævnt kommer beundringen af de unges selvtillid med et forbehold. For deres hokus-pokus-mig-i-fokus og tro på, at de skal ændre hele verden, møder modstand på arbejdspladserne. Virksomhederne skal kunne tilpasse sig de næste generationer, men det kan sjældent ske så hurtigt og så gennemgribende, som curlingbørnene forventer. 

De curling-voksne på kurvens andet højdepunkt har i sagens natur mere erfaring at bidrage med og dermed en bedre position i tovtrækkeriet mellem virksomhedens krav og individets ønsker. Men også her er et reality-tjek på sin plads, for kan man stadig følge med i samme tempo? 

Selvindsigt hos både curlingbørn og curling-voksne vil bidrage til mere konsensus og færre skuffelser, men ansvaret for et opgør med curlingkurvens store udsving ligger også hos virksomhederne. 

Ledelsen skal ikke se medarbejderskaren som en grå masse, men derimod være opmærksom på forskellene mellem den 25-årige og den 55-årige. Det vil øge virksomhedernes evne til at rumme mange generationer – og det bliver mere og mere nødvendigt på fremtidens arbejdsmarked. 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.