Samfundsteoretikeren og magtfilosoffen Machiavelli skrev i 1513 den politiske afhandling ”Fyrsten”. Her hævder han blandt andet, at en dygtig fyrste må være skrupelløs, og han må benytte sig af alle kneb i bogen for at styrke sin og statens magt, for målet helliger midlet. 

Eller gør det? Ja, for en kyniker. 

Kynikeren har i den moderne definition mistet tiltroen til verden omkring sig. Groft sagt fordømmer han omgivelserne og foragter den menneskelige natur, er skamløs, optræder og kommunikerer uden at tage hensyn til andre. Kynikeren sætter sig selv først – ofte på bekostning af andre. 

Han lyder ikke som en rar fyr. Men han findes derude i erhvervslivet, og jo højere han kommer op i hierarkiet, des mere kynisk bliver han. Og heldigvis for det. 

Topchefer skal tage mange og store beslutninger. Det er en del af det ansvar, de har sagt ja til, og som de skal tage på sig – også når beslutningerne bliver svære. På direktørkontorerne arbejdes der ofte med komplekse problemstillinger, og løsningen på dem kan have store konsekvenser for organisationen. 

Et af de mest illustrative eksempler er en fyringsrunde, hvor hundredevis af medarbejdere mister arbejde, indkomst og måske identitet for at redde virksomheden. Det kræver en vis kynisme i beslutningsprocessen. Ikke i den negative betydning, som ofte læses ind i ordet, men kynisme på den gode måde. 

For ja, den slags findes. Kynisme som et værktøj, når der skal skabes resultater. Topchefen må sætte sig selv som beslutningstager først – på bekostning af andre. 

Jeg har i et tidligere blogindlæg skrevet om ulven og holdspilleren. Begge ledertyper styres af de samme principper; organisation, team og egeninteresse – men i vidt forskellig rækkefølge. 

Ulven vægter sig selv højest i den ligning, og han sætter sig selv i fokus frem for fællesskabet. Han er optaget af at løse opgaven, og sker det i samarbejde med andre – måske en holdspiller – kan man være ret sikker på, at ulven løber med al opmærksomheden og fortjenesten bagefter. 

Det er formentligt derfor, han er nået ind på direktionsgangen. Nemlig kynisme som en egenskab og en taktik til at spille det spil, hvor vinderen kommer opad i hierarkiet, og ikke kun som et værktøj til de svære beslutninger.

Jeg talte på et tidspunkt med en ung kvinde, som vedkendte sig at være kyniker. Hun var i begyndelsen af 30’erne og havde allerede nået 2. linje. Hun var topprofessionel og helt åbenlyst dygtig. I vores samtale om hendes vej op ad karrierestigen, slog hun fast, at hun ikke har haft problemer med at lede opad og spille spillet og var ikke tvivl om, at hun var blevet en smule kynisk undervejs. 

Og hun har jo helt ret i, at det er nødvendigt at positionere sig selv, hvis man vil opdages af de chefer, som uddeler forfremmelser. Måske sker forfremmelsen på bekostning af andre – enten en holdspiller eller en anden ulv, for også i ulveflokken er der en klar rangorden, og det er vigtigt, at man i organisationerne er opmærksom på de forskellige egenskaber, som er i spil. 

Så helliger målet egentligt midlet? Det afhænger naturligvis af den konkrete situation – virksomhedens overlevelse, forfremmelse eller noget helt tredje – men mon ikke de fleste af os af og til kan svare bekræftende på det? Lidt kynisme indeholder vi nok alle.  

Afslutningsvis kan jeg ikke lade være med at nævne, at ordet kynisme er sprogligt beslægtet med det græske ord for hund. Og hundens forfader er jo som bekendt ulven.