Udnyt at hesten er varm, og jockeyen sidder i sadlen

Forårssolen bryder frem, og samfundet vågner så småt igen efter corona-hi til lyden af legende børn i skolegården, klirrende mønt i storcentret og kolleger i samtale ved kaffemaskinen. 

De fleste byder den velkendte præ-COVID-19 hverdag velkommen tilbage, og rundt omkring i de danske virksomheder er der glæde på ledelsesgangen over, at kontorerne de kommende måneder atter bliver befolket. Eller for at bruge et billede, jeg vender tilbage til; hestebåsene i stalden bliver igen fyldt op. 

Men er det nu også den samme hverdag som før nedlukningen i marts 2020? Det korte svar er nej. 

Det lidt længere svar er blandt andet inspireret af en interessant artikel fra PWC, hvor tidligere koncernchef for Alm. Brand, Rasmus Lynge, taler om, at kulturen på arbejdspladsen og medarbejdernes tilknytning hertil er blevet svækket det seneste år. Jeg vil udbygge denne pointe og faktisk sige, at intet er, som det plejer. Noget er ganske rigtigt svækket, mens andet er styrket – ikke mindst forandringsevnen.

Medarbejderne ved godt, at tingene har ændret sig, og at COVID-19 har disruptet mange planer og processer. De ved godt, at deres arbejdsplads for en stor dels vedkommende har levet på en brændende platform, og flere har måske ligefrem vænnet sig til det.

Mange medarbejdere er med andre ord i træning til at håndtere en omskiftelig hverdag, og der er derfor en unik mulighed for at skabe varige forandringer og kulturelle ændringer ude i virksomhederne. 

Lederne er også i træning, og den brændende corona-platform har øget deres fokus på ændringerne i markedet, kundernes behov, sikkerheden i supply chain og andre eksterne faktorer. Men nu er der ved at komme ro på, og jeg hører i mange af de lederinterviews, jeg gennemfører, at man i direktionslokalerne er optaget af at finde tilbage til den gamle hverdag. Medarbejderne skal mødes med et ”som vi plejer”, når de igen træder ind ad døren til den fysiske arbejdsplads, for nu skal der atter skabes ro, tryghed og faste rammer. 

Men jeg mener, at virksomhederne derved misser en oplagt anledning til at få udviklet yderligere på alle de gode takter, som måske nok er opstået af nød, men som meget vel kan vise sig at være centrale i transformationen af organisationen. 

Så benyt den forestående tilbagevenden til hverdagen som en mulighed for at arbejde med også de interne faktorer. Det skal ikke alene være i forretningen, at det seneste års gode idéer bliver permanente. Udviklingen skal også fastholdes – og udbygges – rent organisatorisk. 

Og så tilbage til hesten. For jeg tror, at mange har oplevet COVID-19 som en hektisk tur rundt og rundt og rundt på galopbanen. Vi fløj ud af startboksen ved indgangen til 2020 – klar til et år efter nøje lagte planer og budgetter. Men sådan skulle det ikke være, og vi har løbet rundt på banen lige siden. 

Vi nærmer os nu opløbsstrækningen af corona-krisen, og vi er alle forpustede. Hesten har fråde om munden, men de fleste når heldigvis i mål, så alt i alt går det faktisk ganske godt. Nu melder lysten sig til at holde et velfortjent hvil og slappe lidt af. 

Helt forståeligt og meget naturligt, men det vil være uhensigtsmæssigt at lade musklerne blive kolde. Udnyt i stedet, at hesten er varm, og jockeyen allerede sidder i sadlen. 

Medarbejderne møder toptunede ind lige om lidt. Tag imod dem med åbne arme, men lad være med at falde for fristelsen til at sætte dem tilbage på den sædvanlige plads – i hestebåsen om man vil. Hold i stedet forandringsmusklerne varme, fortsæt træningen i transformationer, så organisationen er klar til næste løb. Det venter sikkert lige om hjørnet. 

Dette indlæg blev udgivet i Covid, Ledelse. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.