Jeg er helt med på, at det måske kan være en anelse letkøbt og unuanceret at sammenligne lederskab med forældreskab. Men nogle af mekanismerne er så sammenlignelige, at jeg mener, at der er en del refleksion at hente i koblingen mellem de to roller. 

Derfor handler dette blog-indlæg om, hvem der tømmer slikskålen fredag aften. 

Vi har alle været børn engang, og måske har de fleste af os selv børn. Vi kender derfor alle trickene i bogen, når det handler om at få mest muligt. Om at opnå fars og mors gunst. Om at positionere sig i familien – og hvis muligt, måske på bekostning af søskende. 

Slikskålen på sofabordet er fyldt, og den, der sidder længst fremme på spring, får det bedste og det meste. Det barn spiser løs af både vingummier og lakridser, mens de sørgelige rester ligger tilbage i skålen til den bror eller søster, som måske har fået sat sig lidt for mageligt til rette i sofaen. 

Men måske ender det grådige barn også med ondt i maven og en dårlig smag i munden. 

Det er nemlig bagsiden af den medalje, som de ærgerrige ellers gerne smykker sig med. I enhver virksomhed er der medarbejdere og mellemledere, der ligesom nogle børn sidder langt fremme i sofaen. De er dygtige til at lægge opgaver og ansvar til rette, så de selv får mest muligt ud af det, mens kolleger står tilbage med tomme hænder og udsigten til en slunken slikskål.

Jeg har tidligere skrevet om stakeholder management, og hvordan kynisme kan være en positiv egenskab, hvis man ønsker at avancere opad i systemet. Kynikeren har primært egen position, egne relationer og egne resultater for øje og tænker ikke på, hvor meget slik der tilbage til resten af familien.

Men kynikere – og børn – der ikke opfører sig ordentligt undervejs, er sjældent populære. Ingen gider lege med dem, der snyder, lyver og bedrager, og det er her, du som leder skal være særligt opmærksom. For du kan risikere ufrivilligt at blive stakeholder i et spil, som du slet ikke har interesse i at deltage i.

Og så er vi tilbage ved lederskab vs. forældreskab. Kynikeren, der har rettet sigtekornet mod en styrket position til sig selv, kan finde på at spille topledelsen ud mod hinanden. At gå til den ene direktør, hvis den anden siger nej. At få CEO’ens opbakning til en idé, som CFO’en har sagt nej til at finansiere. At lave aftaler på det uformelle skakbræt, jeg også tidligere har skrevet om. 

Udadtil optræder direktioner som regel som en samlet og enig enhed. Når de står dér på ølkassen, så er de alle rørende enige om retning og strategi. Men de organisatoriske niveauer lige under ved godt, at det ikke er tilfældet. Og det er der nogen, der udnytter.

Ligesom der er børn, der udnytter at gå til far, når mor har sagt nej. Børn, som spiller forældrene ud mod hinanden for egen vindings skyld. ”Jamen, far sagde, at jeg godt måtte tage alle lakridserne.” Men her skal far og mor være skarpe på, hvilke regler der gælder, når slikket skal fordeles. Og selv om de måske ikke er enige om antallet af stykker, så skal de i det mindste være enige om ikke at love mere end fællesskabet kan bære. 

For det er netop fællesskabet, der er det centrale. Familien som samlet flok. Virksomheden som helhed, hvilket jo er det, der er direktionens fornemmeste opgave at styrke. Hensynet til enkelte kyniske mellemledere eller særligt grådige børn må ikke overskygge arbejdet for det overordnede formål, og der bør i topledelsen være konsensus omkring, at det er ”no go” at spille dem ud mod hinanden.

Børn er forskellige – heldigvis. Det samme er tilfældet med medarbejdere, og hvad enten man er forældre eller topchef, er opgaven at fremelske det bedste i dem hver især. 

Det er ikke urimeligt at bede det grådige barn om at spise pænt og nøjes med ét styk slik ad gangen, eller at opfordre søster eller bror til at komme lidt frem i sofaen i stedet for at sidde sur, sliksulten og demotiveret tilbage i puderne. Og hvem ved? Måske bliver det undervejs tydeligt, at førstnævnte faktisk bedst kan lide lakridser, og derfor har det fint med at overlade vingummierne til sidstnævnte.

Forvalter man som ansvarlig leder dette bevidst og hensigtsmæssigt, er der gode forudsætninger for, at slikskålen på sigt bliver større – til glæde for alle omkring den.