At fortælle historier ligger dybt forankret i mennesker. Det handler nemlig om vores overlevelse.

Vi skruer lige tiden ca. 70.000 år tilbage, hvor Den Kognitive Revolution ændrede urmenneskets måde at kommunikere på. Formentligt var det en genetisk mutation i hjernen, der betød, at vores tankevirksomhed og sprog blev mere avanceret, og homo sapiens begyndte at fortælle historier. 

Det var ganske nyttigt, når jægere og samlere skulle dele information om de farlige dyr, der gemte sig i buskadset, og om hvilke planter, der var giftige. Sproget blev også brugt til at opdyrke vigtige sociale relationer, indgå alliancer og lave aftaler om at arbejde sammen mod et fælles mål. 

Mennesket er et flokdyr, der nødigt undværer sin stamme. Sammen er vi jægere – alene er vi byttedyr. Så evnen til avanceret kommunikation og til at fortælle historier handlede grundlæggende om overlevelse.

Nok historietime – lad os skrue tiden frem til i dag. Jeg er nemlig fascineret af, hvordan reptilhjernen har fulgt os hele vejen, om end den kan have svært ved at tilpasse sig en moderne livsstil og et driftigt erhvervsliv. Vi har urmennesket med på arbejde og ind i mødelokaler, kollegiale forhold og samarbejdsrelationer, hvad enten vi vil vedkende os vores primitive forfader eller ej.  

Det handler heldigvis ikke længere om liv eller død i bogstavelig forstand, men der er stadig meget, der afhænger af vores evne til at fortælle historier. Og her må vi nok erkende, at mændene – både dengang og nu – ofte er bedre til at fortælle om egne bedrifter og egne succeser. Det er særligt udpræget hos kynikeren og den ledertype, der har ulvens karakteristika, som jeg tidligere har skrevet om. 

Der er hos nogle af mændene ligefrem en tendens til praleri. Fisken var reelt ikke så stor, som hænderne viser. Dyret på savannen var måske ikke så farligt som fremstillet i historien, men jægeren blev set, hørt og respekteret for sit mod og sine evner. Imens samlede kvinderne bær, passede ilden og tog sig af det nære – formentligt uden de samme store armbevægelser. 

Den medarbejder eller den leder, som taler højest og fortæller flest historier, får mest opmærksomhed. En opmærksomhed, der er et meget vigtigt element i spillet om at få de spændende opgaver, den gode løn eller det attraktive job. Uden historierne og de store armbevægelser risikerer man at blive overset. 

Kvinder har i dag et højere uddannelsesniveau end mænd, og forude venter der dem gode job. De er dygtige, flittige og gode til deres arbejde. Men på et tidspunkt bliver de overhalet af mændene. Det er der mange strukturelle grunde til, som kræver mere end et blogindlæg at få afdækket, men vi finder også en grund 70.000 år tilbage i tiden. Nemlig evnen til at fortælle de gode historier fra jagtmarken.

Min opfordring til de mange dygtige kvinder ude i de danske virksomheder er, at de skal blive bedre til at fortælle jagthistorier. De skal sørge for at blive set og hørt, for det – i kombination med deres faglige kompetencer – er et kraftfuldt, karrierefremmende våben. 

Opfordringen gælder også de mænd, som måske ikke larmer helt så meget. De mænd, der foretrækker at holde sig i baggrunden og derfor ofte må se sig overhalet af de mere iørefaldende typer med et arsenal af gode historier. 

Uanset køn er en vigtig pointe være en troværdig historiefortæller. Lad være med at gøre fisken længere og dyret farligere. Fortæl ærligt og overbevisende om succeser, sejre og stjernestunder. Og husk, at overdreven pral og løgnehistorier som regel bliver afsløret på et tidspunkt. 

Vejen opad i systemerne er ofte gennem den gode historie. Om man kan lide det eller ej – sådan er spillereglerne, når urmennesket er med på arbejde. 

Det er også urmennesket, der stikker hovedet frem, når vi bliver pressede. Helt grundlæggende har vi tre måder at reagere på i situationer, hvor vi føler os truet af kolleger, chefer og store udfordringer: Kæmp, flygt eller spil død! 

Personligt stemmer jeg for at tage kampen op og dyrke de gode historier.