Hvad skal vi bruge vores tid til?

Vi har alle oplevet det. Det går for hurtigt på arbejdet, og der er for mange ting, der trækker derhjemme. Man skal yde sit bedste på jobbet, men man skal også lige nå at hente børnene, være træner i fodboldklubben, træne til maraton, eller hvad det nu kan være. Hvorfor knækker filmen så en gang imellem?

Prioriter din tid
For at nå til tops i erhvervslivet kræver det, at timerne bliver lagt i arbejdet. En normal 37 timers uge er slet ikke nok til at udrette, hvad man brænder for. Der er altid noget, der kan laves – sådan er det, når man holder af sit arbejde. Men det har bare den konsekvens, at der er andre ting, der ikke kan lade sig gøre. Det nytter ikke at halse efter to forskellige biler, der kører på hver sin motorvej.
Det er helt fint, at man ønsker at hente sine børn hver dag fra skole, være fodboldtræner for holdet, sidde i skolebestyrelsen og gennemføre en ironman. Men det betyder, at man skal prioritere og planlægge sin tid efter netop det. Man skal gøre op med sig selv, hvad det er, man ønsker at opnå.
For mange kan ønsket om, at være den bedste i alt føre til en alt for stresset hverdag. En hverdag hvor man føler, at ingen af tingene blev udført ordentligt. Vi er alle enige om, at stress er forfærdeligt, men sommetider kan det også være et wake-up call om, at man skal lære sine egne prioriteter bedre at kende.

Forandringer kræver tilpasning.

I en tid med åbne grænser og arbejdskraftens fri bevægelighed er det naturligt, og gavnligt, at der kommer kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Men det betyder også vores tilpasningsevne bliver udfordret. I mange lande er man vant til en hel anden arbejdsbyrde og mængde arbejdstimer. Det er en arbejdsmoral, vi i Danmark i vid udstrækning ikke kender til. Så skal man for alvor til at prioritere, hvad man vil bruge sin tid på. Og det betyder, at vi skal være klar til at omstille os – måske hurtigere end vi har lyst til.

Dog har vi danskere stadig en klar fordel. Vi er effektive. Danskerne er blandt den mest effektive arbejdsstyrke i Europa – på én time udretter vi, hvad andre udretter på to. Dér har vi en fordel – og det er en fordel, vi skal udnytte. Vi skal arbejde smartere og mere målrettet. Og så skal vi gøre op med os selv: Hvad vil vi bruge vores tid til?

Dette indlæg blev udgivet i Karriere, Ledelse, Relationer, Worklife balance. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.