Nyt år – og tid til at prøve noget nyt?

Så er det nye år over os, og det er på tide for alvor at komme op i gear og trække i arbejdstøjet igen.

Nytår er jo en kærkommen mulighed for at se tilbage på det gamle år – det der er gået godt, og det der kunne gøres bedre – og sætte sig nogle mål for det nye.
Jeg var i London hen over nytår, hvor jeg sad på en traditionel engelsk pub og så Dronningens nytårstale på min telefon. Jeg bed mærke i, at hun i sin tale nævnte, at det måske var på tide at gøre noget unyttigt – og måske har hun ret. Det er nok noget, vi alle sammen godt kunne tage os tid til en gang imellem.

Netop England har jo en helt særlig pub-kultur, hvor man mødes med venner og kollegaer efter arbejde. Det er ikke noget, vi kender det store til her i Danmark. Hvis ikke der bliver afholdt et fredagsarrangement på kontoret, smutter de fleste bare hjem, når arbejdsdagen er slut. Det samme gælder networking – mange mennesker, jeg støder på gennem mit arbejde, er utrygge ved at skulle mingle og networke i store forsamlinger. Man kan nemt føle sig malplaceret og ilde til mode ved at skulle trykke hånd og præsentere sig til mange mennesker, man ikke kender. Og det er da forståeligt!

Måske er det på tide at lære lidt fra både briterne og Dronningen. Jeg tror, at det ville gavne os alle sammen, hvis vi blev bedre til at mødes med hinanden – også i sociale sammenhæng uden for arbejdspladsen. For networking er nu engang vigtigt, men det behøver ikke være en sur pligt. Der er ingen, der siger, at man behøver at have et formål med at mødes – det er ofte mere naturligt at falde i snak, hvis man hygger sig og har det sjovt, end hvis man går rundt i et konferencecenter med navneskilt på.

Og det er okay at lave noget unyttigt en gang imellem. Det kan godt være, at man ikke lander en ny stilling eller stor aftale, hver gang man mødes efter arbejde, men måske bliver man hver gang lidt bedre til at tale og mødes med nye mennesker, og det er jo faktisk ikke helt unyttigt!

Det nye år er i hvert fald en god chance for at prøve noget nyt, og man kan lige så godt gøre det fornøjeligt. Det behøver ikke være hverken svært eller ubehageligt at gøre noget for sig selv eller sin karriere – det handler bare om at tænke en smule anderledes, end man plejer.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.