Er du klar til forandring?

“Alle har en plan, indtil de bliver slået i hovedet”. Sådan sagde bokselegenden Mike Tyson engang i et af hans mere mindeværdige interviews. Det er selvfølgelig næppe sammenligneligt med en normal arbejdssituation, men understreger alligevel en uhyre vigtig pointe.

Alle tror de har en plan – lige indtil tingene ændrer sig.

For verden ændrer sig ustandseligt. Alting bliver disruptet på kryds og tværs, og teknologien tager et kvantespring, hver gang vi kigger væk.

Sådan kan det i hvert fald hurtigt føles. Så slemt står det nok ikke til, men det ændrer ikke ved, at udviklingen foregår om ørene på os, om vi vil det ej.

Den rivende udvikling indenfor stort set alle brancher og områder gør, at man pludseligt kan befinde sig i en situation, man aldrig har været i før. Og så kan man blive nødt til at sadle om.

Det burde selvfølgelig være åbenlyst for de fleste, at det er bedre at tage del i udviklingen end at blive kørt over af den, men det er bare nemmere sagt end gjort!

Mange gode ideer og intentioner drukner i PowerPoint-præsentationer og endeløse møder, fordi ledere og medarbejdere i organisationen inderst inde slet ikke er klar til at omstille sig.

For det er ikke nok at sige, at man har brug for forandringer. Det skal simpelthen indlejres helt under huden i organisationen. Men hvordan påvirker man adfærden hos sig selv og hos andre, så alle trækker i samme retning?

Det er noget, vi her hos ConsilioNexus går op i og meget gerne vil være med til at besvare sammen med alle jer. Derfor indbyder vil alle vores kunder til endnu et Brainboost-seminar – denne gang med Morten Münster.

Morten er bl.a. kendt for sin bestseller bog “Jytte fra marketing” samt utallige foredrag  i nogle af landets største virksomheder. Han kommer og fortæller om, hvordan man kan bruge adfærdsdesign til at skabe forandringer.

Brainboost-seminaret afholdes 6. november i Skodsborg.

Og nu er der så ikke andet for end at ønske jer alle en rigtig god sommer. Jeg håber at se jer på den anden side af ferien!

Dette indlæg blev udgivet i Ledelse, Relationer, Strategi. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.