Glædelig jul – eller bare en god undskyldning?

Kære dig

Du ønskes hermed en glædelig jul og et godt nytår. 

2022 har for mange været et udfordrende år – både for virksomheder og private.Forhåbentligt byder 2023 på lysere tider, og jeg håber på en anledning til, at vore veje kan krydses.

Hvor mange af den slags julehilsner får du? Og hvor mange sender du selv afsted? Desværre nok ikke mange, for den klassiske hilsen om glædelig jul og godt nytår lader til at være på retræten. 

Det, synes jeg, er en skam. 

Både fordi det er godt gammeldags hyggeligt at få en julehilsen, men også fordi det en god undskyldning for at prikke til sit netværk. For sandheden er, at relationer sjældent vedligeholder sig selv, og du bliver nødt til at gøre en aktiv indsats for at være på radaren hos samarbejdspartnere, kunder, leverandører og potentielle arbejdsgivere. 

Det kan jo være, at din fremtidige chef sidder et sted derude i dit netværk, og så kan en julehilsen ende med at være en god investering. 

Relationer skal opbygges og vedligeholdes i fredstid, får når du først står og har akut behov for hjælp, sparring eller et nyt job, er det for sent. For måske har de glemt dig eller i hvert fald mistet fornemmelse af, hvad du står for, og hvorfor I er relevante for hinanden.

En del af vedligeholdelsen er, at du sørger for at holde dig på radaren. Vis at du er opdateret, nysgerrig, optaget af verden omkring dig og interesseret i dialog. Det betyder naturligvis også, at du er imødekommende og står til rådighed, når nogen perifært i dit netværk rækker ud med en hilsen. Det gør jeg mig i hvert fald umage medat være. 

Julen er en oplagt anledning til at blinke på radaren. Og måske påsken, sommerferien, jubilæet eller det flotte resultat, som du ønsker tillykke med. Vær på udkig efter tidspunkter, hvor du kan sende en hilsen, og du vil opdage, at der faktisk er mange gode undskyldninger. 

Nogle gange er det en besked på LinkedIn, andre gange en mail, men når du nu kaster dig over julehilsnerne, så gå hele vejen. Print din hilsen og send den som et rigtigt brev. Eller endnu bedre; skriv julekortet i hånden og glæd dig over, at du spreder julehygge rundt omkring i dit netværk. 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.