En kunst at balancere i ledelse

Ledere skal i stigende grad være i stand til at balancere. De skal lytte til alt det nye for at opgradere virksomhedens visioner. Eller snarere drømme. For sekundet efter at kunne realisere visionerne, så der skabes værdi for virksomheden. At realisere visioner og drømme kræver fokus, retning og inspiration. Det søger flere og flere ledere inspiration til fra andre ledere i fortrolige samtaler, hvor der er plads til fordybelse og nytænkning, da værdien af disse samtaler er høj, selvom travle lederes tid ofte er knap.

Det er i hvert fald den tilbagemelding vi får, når vi nøje kortlægger og sammensætter ledere i det, vi kalder one2one møder. Møderne skal give gensidig værdi og vores erfaring er, at det bedst sker, når man møder en leder, der som én selv har lyst til at give og udfordre og som har overskud til at sætte sig ind andres virkelighed. Samtidig er værdien af samtalen størst, når man sidder over for en leder med anden baggrund og jobtype. Gerne en leder, der tænker meget anderledes end en selv. Alt for ofte melder vi os ind i netværk med ledere inden for egen branche og fag. Det kommer der næppe brugbare forstyrrelser og nytænkning ud af.

Forstyrrelser har vi brug for, ellers står vi stille. Både de små, som opstår i de fortrolige ledersamtaler og de store, der i disse år udfordrer hele industrier. De vender op og ned på brancher, kunde- leverandørforhold og på hvem, der tager teten, har de nye forretningsideer, skaber helt nye ydelser og ender med at sidde på magten.

Vi hører dagligt om Fintech, disruption, nye mega trends og globalisering. Vi bliver som ledere næsten blæst af banen med alt det nye, men spændende er det. Synes jeg. Derfor glæder jeg mig også over, at vi i denne uge har inviteret alle vores kunder til et Brainboost med Nils Elmark. Nils er fremtidsforsker og trend-researcher og har de seneste 5 år blandt andet fulgt Fintech udviklingen fra nærmeste hold i London. Han samler inspiration fra hele verden og med sit skarpe blik for, hvad der rør sig, vil han helt sikkert forstyrre vores tænkning og blik på verden. Så kunsten for os alle bliver efterfølgende at kunne balancere alt det nye, så det skaber værdi i vores ledelse.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Det første indtryk er jo det vigtigste…

Hvor mange erhvervsledere tænker over at det første indtryk, som er det vigtigste, stort set altid sker digitalt? På linkedIn. Det er det første sted man går hen, når man søger information om en person, man netop har mødt. Uanset om det er til et forretningsmøde, i netværkssammenhæng eller blot en interessant person, man har mødt til forældremødet eller til et sportsarrangement. Det er her, man vurderer om personen er interessant nok til at blive en del sit eget linkedIn netværk.

Men hvor mange erhvervsledere tænker mon over, at man jævnligt bør opdatere sin linkedIn profil og endda søge professional assistance til at sikre, at ens profil er skrevet og opdateret, så man sender de rette signaler.

Ikke før man bliver jobsøgende, tænker de. Men det er vi jo sådan set altid. For hvem vil ikke gerne kontaktes i forbindelse med et tilbud om et job, der er endnu mere interessant end det, man er ansat i. Eller hvem vil ikke gerne have tilbudt en post i en bestyrelse eller advisory board, som har betydning for nuværende job eller fremtidig karriere?

Så tænk over, hvordan dit første – digitale – indtryk opfattes af andre. Og gør noget ved det!

Udgivet i Branding, Karriere, Netværk, Relationer | Skriv en kommentar

Hvor går de hen?

Når næste skridt i karrieren er en udstationering i Danmark. Man er udlænding, og taler ikke dansk. Man skal opholde sig nogle år i det danske erhvervsliv – og man ønsker at søge inspiration og viden gennem et netværk uden for virksomheden?

Det spørgsmål er vanskeligt at svare på.

Vejen ind i de etablerede netværksgrupper kan være langsommelig. Og når netværket endelig er bygget op, er man på vej ud af landet igen. Og så er der sproget. Godt nok hævder vi i Danmark, at vi alle gerne taler engelsk, men det falder måske ikke altid helt naturligt, som når det foregår på dansk som vanligt.

Så spørgsmålet er, om vi gør nok for at integrere og lade os inspirere af de mange uvurdelige kompetencer og erfaringer, som ledere fra internationale miljøer er i besiddelse af. Dem skal vi lære af. Men sker ikke, når vi fortsætter med at samle os i de klassiske netværksgrupper. Fra tid til anden debatteres værdien af netværksgrupper i medierne og ofte er erhvervsledere kritiske over for, hvorvidt tiden man bruger på dem står mål med værdien.

Der er behov for at skabe nye og mere fleksible netværkskonstellationer, hvor man kan gå ind og ud efter behov, hvor man møder ligesindende og dem med helt andre baggrunde, kompetencer og livserfaring end en selv.

Lad os tage imod og byde velkommen til erhvervsledere udefra, der giver ny energi og nyt udsyn til vores lille og ofte tilknappede danske erhvervsliv. Eneste risiko er at vi blive klogere. Så lad os række ud og tage i mod og gøre det let, tilgændeligt og fleksibelt at netværke i Danmark.

Udgivet i Karriere, Ledelse, Netværk, Relationer, Vidensdeling | Tagget | Skriv en kommentar

Hvor intet vover…

Senest var jeg på en konference hvor der blev opstillet 4 forudsætninger for at sikre læring i organisationer. De tre første havde jeg hørt før; – mere ansvar, – ændre job med nyt ansvarsområde, – feedback fra kolleger, kunder og leder. Men den sidste var interessant: Det skal gøre ondt! Blev der sagt. Så hvor gode er vi egentlig til at læne os lidt udover det vante, så det gør lidt ondt? Vi forbliver oftest i det kendte. Der, hvor vi oplever tryghed.

Professor Dr. Lidewey’s fokus var i sær rettet mod virksomheders evne til at finde og udvikle talenter. Og et af hendes hovedbudskaber var, at virksomheder burde være meget bedre til at: Hire for attitude and train for skills. Vi skal holde op med at tænke i, at vi skal erstatte kompetencer. At vi skal skifte Per ud med Poul. Vi skal tænke meget mere i, hvad det er for en værdi, vi ønsker at tilføre virksomheden, når vi er på jagt efter talenter. Og at den værdi, vi har brug for i morgen meget vel kan være en anden end den, vi umiddelbart har brug for i dag.

Mange har stadig en tendens til at gennemtjekke CV’et for nu at se, om vedkommende har de kvalifikationer og opnået de resultater, som er nødvendige for at besidde et bestemt job. Det skal vi væk fra. I stedet for at tænke i performance baseret talentudvikling. Skal vi tænke mere i potentiale baseret talentudvikling, når vi ansætter og udvikler talenter. Det er en krævende tanke for mange, der kræver mod. Men vi kender alle oplevelsen af at se et potentiale udfolde sig.

Men hvor intet vover, intet vinder. Så budskabet fra Professor Dr. Lidewey er, at hvis du og din virksomhed vil vinde jagten efter talenter så vær modig og ret blikket mod deres potentiale i stedet for hvilke resultater, de har opnået.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Er det ok at arbejde i sin sommerferie…?

Nu er sommer og ferie over os. Det er derfor blevet kotume at lave undersøgelser og skrive artikler om, hvor få erhvervsledere, der er i stand til at tage på ferie uden at tjekke sms’er og emails. Antallet af dem, der foretrækker at være i kontakt med jobbet, er tilsyneladende stigende. Og det er bekymrende. Fordi så holder de ikke fri. Og det har alle brug for.

Mange erhvervsledere arbejder i dag meget operationelt og vil gerne være ’inde over’ alle beslutninger, oplæg, rapporter mv. Og hvis det er den slags arbejde, de fortsætter i ferien, er det helt givet ikke sundt. Hverken for organisationen, der gerne vil vise chefen, at de godt kan klare sig, når vedkommende er borte på ferie. Eller for en selv. Fordi det er bevis på, at man ikke har formået at uddelegere og give ansvaret videre. Og det er en vigtig ledelseskompetence – at kunne. En anden lige så vigtig kompetence er at være i stand til at træde ud af ræset. Skabe sig selv afstand. Få nye øjne på virksomheden. Fordi først der, er man i stand til at tænke nye tanker, som kan være afgørende for virksomhedens fremtid.

Så hold dig væk fra de daglige beslutninger, sende dine smårettelser til rapporter samt være den, der godkender dokumenter og oplæg, når dine tanker bør være på der hvor du er. På ferie med familie og venner. Bland dig ikke. Lad andre om det. Giv dig selv plads og tid til at tænke. Det er din vigtigste opgave som leder. Som ferien egner sig fremragende til.

Så værsgo kære ervhvervsleder – det er ok at arbejde i sin ferie – så længe det handler om at lade tankerne arbejde og ikke hænderne på tastaturet.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Nye forbindelser – ny visdom – nyt navn & sted

Hvor henter du ny viden og inspiration? Mange erhvervsledere tager kontakt til sit veletablerede og kendte netværk. Og det er godt. Men indimellem dukker behovet for nye kontakter op. Behovet for et sted, hvor de går hen for at mødes One2One med personer, de har respekt for, kan lære fra og som de i al fortrolighed kan få en reel dialog med på en effektiv måde. På et tidspunkt, der passer ind i en ofte overbooket kalender.

Det sted er vi i al beskedenhed blevet kendt for være. I 6 år har PersonalNetworker været navnet. Det har vi skiftet ud med ConsilioNexus. Hvorfor? Fordi kernen af det vi tilbyder, for det første er RÅDGIVNING OG VISDOM = Consilio. For det andet FORBINDELSER = Nexus. Vores mantra er, at vi forbinder erhvervsledere, så de får visdom og nye relationer.

Tiden er ofte begrænset. Et fokuseret møde på halvanden time mellem to velvalgte erhvervspersoner, fundet specifik til at matche og udfordre begges emner giver bonus. Især erhvervsledere i internationale jobs efterspørger rådgivning fra ledere i andre internationale miljøer. Det vil vi gerne imødekomme. Derfor har vi også blikket rettet mod nye steder – både ude og hjemme. På den korte bane betyder det, at ikke alene får vi nyt navn. Vi rykker også til nyt sted ved København. Med historiske vingesus og havudsigt byder vi efter sommeren velkommen i vores nye domicil i Skodsborg til nye intense og værdifulde møder. Enkelt og effektivt: We link leaders. God sommer.

 

Udgivet i Branding, Karriere, Ledelse, Netværk, Relationer | Skriv en kommentar

LinkedIn – dit personlige brand

Hånden på hjertet: Er din LinkedIn-profil gearet til at blive set på som substitut for dit CV af en potentiel ny arbejdsgiver eller af en erhvervsprofil, som du ser op til? Hvis svaret er et vævende måske eller et klokkeklart nej, bør du gøre noget ved det. Nu.

LinkedIn er (surprise) nemlig globalt set det mest brugte rekrutteringsværktøj. Selv om du ikke er jobsøgende for nuværende, er det strategisk begavet at have en opdateret og skarp profil. Hvorfor? Fordi LinkedIn (surprise) ligeledes globalt set er det største netværksmæssige kartotek. Et slaraffenland af et bland-selv forretningsorienteret socialt medie, hvor du ved et enkelt klik i løsvægt kan gøre dine hoser grønne overfor profiler, du gerne vil have i dit netværk.

En anden meget væsentlig grund til at have en opdateret og stærk LinkedIn-profil er: LinkedIn-profiler ligger altid højt i Google søgeresultater. Hvem har lyst til at spille hasard med sit professionelle omdømme, når indsatsen for at opnå maksimal personlig branding er minimal. Har du?

Udgivet i Branding, Karriere, Ledelse, Netværk, Relationer | Tagget | Skriv en kommentar

Bind den indre slipseknude!

”Der findes et rum i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden”. Sådan sagde Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet, til arrangementet Womens Board Awards i februar 2014. Prorektorens holdning blev stærkt sekunderet af Margrethe Vestager, som til stadighed mener, at kvinder slet ikke er langt nok fremme i skoene, når det gælder personligt netværk.

Til arrangementet fik kommende topchef hos KMD, Eva Berneke, overrakt prisen som årets kvindelige bestyrelsesmedlem. Formand for juryen i Womens Board Awards og bestyrelsesformand i Carlsberg, Flemming Besenbacher, fremhævede i sin tale ved arrangementet, at kodeordet for Eva Bernekes succes med stor sandsynlighed skyldes hendes evner til at ha’ skabt sig et godt og udbytterigt netværk. Evner, som bl.a. har ført til bestyrelsesposter i LEGO og på CBS.

Et interessant spørgsmål, man kan stille sig selv er, hvor hurtigt kvindelige ledere ville bryde de højere ledelseslag, hvis de, som Eva, skaber sig et stærkt karriere-netværk. Et forunderligt faktum er, at mænd netværksmæssigt møver, hvor kvinder tøver. Hvis de dygtige kvindelige erhvervsfolk binder den indre slipseknude og kommer med en mere valid årsag end den forældede ’har ikke tid’, ville det måske se anderledes ud. For hvem har ikke tid til at prioritere deres karriereudvikling, få en potentiel større succes og øget personlig pondus, fornyede indsigter på tværs af brancher og måske endda lande en bestyrelsespost eller to?

Stort tillykke, Eva Berneke. Flere af din slags, tak.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Når topcheferne gør det ….

”Topchefer dropper VL-grupper” var overskriften på forsiden af Berlingske Business den 29. januar 2014. Artiklen beskriver en analyse, der viser, at flere og flere topchefer vælger VL-grupperne fra.

Bl.a. udtaler adm. direktør for Novo A/S Henrik Gürtler, at der ikke er meget netværk i at mødes om foredrag og bespisning bagefter.

Giver netværksgrupper med foredrag og rundbordsdiskussioner det netværk, der hjælper dig i din karriere? Et relevant spørgsmål, man bør stille sig selv, når topchefer som Henrik Gürtler fravælger VL-gruppen og målrettet fokuserer på netværk, der skaber høj personlig, ledelses- og forretningsmæssig værdi.

Artiklen og analysen fra Berlingske er endnu en i en lang række af artikler og analyser der i de seneste par år har beskrevet vigtigheden i at have et personligt netværk. Et netværk, hvor der er fokus på dine forretningsmæssige udfordringer og karriere.

Toppen af erhvervslivet ved hvad det betyder med et målrettet netværk og gør noget ved det. Hvornår gør du det så?

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvorfor spørger vi ikke bare om hjælp? Hvor svært kan det være!

Rigtig mange af os har svært ved at række ud i netværket, når vi har brug for det. Ofte føler vi, at vi står med hatten i hånden og virker anmassende. Og det er måske præcis, hvad vi gør! Men ofte peger pilen kun én vej: Tilbage på os selv!

Beder du om en tjeneste, så tænk dig grundigt om. Udnyt aldrig andre
Du kan hurtigt sætte gode relationer i forlegenhed, eksempelvis hvis de har en oplevelse af, at du kræver mere, end de kan tilbyde dig. Måske oplever de ikke dig som relation tæt nok på til, at du kan bede om den slags tjenester. Spørg i stedet, om de kan åbne nogle døre ind i deres netværk. Spørg om de kender nogle med specifikke kompetencer eller viden, som du kan tale med. De fleste vil gerne henvise til folk i netværket – men skal man gøre en større tjeneste, så er det langt bedre, at folk selv tilbyder det.

Husk at værdsætte det, du får
Sig altid tak og gerne flere gange. Giv tilbage ved at gøre noget for dem, som har hjulpet dig, når du har muligheden. Det kan jo blot være at rose dem i dit eget netværk for at have bakket dig op.

Vær præcis omkring, hvad du søger
Hvis du beder om alting – beder du om ingenting. Det skal være nemt at hjælpe. Så vær meget konkret.

Tager du mere, end du giver?
Hvis du tager for meget, så kan du være sikker på, at andre ikke står først i køen for at hjælpe dig.

Så skal det være let at spørge om hjælp, så sørg for at give noget til andre først. Vis at du er en god netværker, som giver mere, end du tager.

Ja, hvor svært kan det være!

Udgivet i Netværk, Relationer | Skriv en kommentar