Jens Brabrand

Måske lægger du mærke til det – måske gør du ikke. Når det kommer til ledere og ledelse, er der ikke to mennesker, der er ens , men alligevel deler vi mange karaktertræk, der gør, at man groft sagt falder ind i én af de to kategorier: holdspillere eller ulve.
Det er en historie, jeg fortæller, når jeg taler med folk om, hvorfor de oplever gnidninger på deres arbejdsplads, eller hvorfor det virker som om, der altid er nogen, der kommer forrest i køen.

I dette indlæg og de næste par gange, vil jeg forsøge at skitsere, hvad der karakteriserer de to kategorier, hvilke problemer der kan opstå og hvordan man bedst driver en forhandling, når man står over for en af de to typer.

Der er mange fællestræk mellem de to. De fungerer begge efter de samme principper –
organisation, team og egeninteresse – men i vidt forskellig rækkefølge. Men det interessante er, at det kan de ikke selv se – så når de ser på hinanden, ser de en af
samme art.

Når ulven ser sig omkring, ser den sig omringet af andre ulve, og når holdspilleren ser sig rundt, er der kun andre holdspillere. Det er dér, der kan opstå problemer, for så kan det pludselig bliver svært at forstå, hvorfor folk handler som de gør.

Hvad kendetegner en holdspiller?

Som navnet antyder, tænker holdspilleren på helheden i organisationen, virksomheden eller sin afdeling. Det er vigtigt for holdspilleren, at alle arbejder sammen om at løfte i flok, så fællesskabet – f.eks. afdelingen – samlet set bliver bedre.

Holdspilleren vil typisk prioritere organisationen højest, dernæst deres eget team og til sidst deres egeninteresse.

Det er altså nemmere for holdspilleren at sætte sig selv ud af fokus, så andre kan brillere og vise, hvad de kan. Det er ofte dét, der er brug for i en stor organisation – at man finder de bedste til hver deres opgave og giver dem plads til at udfolde sig. Men det kommer også med en pris.

Det er nemlig her, at holdspilleren har sin store udfordring. Det er meget nemt at glide ud af fokus, og pludseligt er der andre, mere ærgerrige mennesker, der tager æren for det stykke arbejde, de har lavet. Der er det nemmere for holdspilleren at fokusere på det fælles bedste frem for egen gevinst.

Hvordan spotter man ulven?
Lige netop det problem har ulven ikke. Ulven sætter sig selv i fokus frem for fællesskabet. Ligesom holdspilleren er hovedfokus stadigvæk at komme frem i verden og gøre, hvad der skal til, for at løse opgaven, men det er med vidt forskellige målsætninger.

Hvor holdspilleren typisk har en stor loyalitet overfor den virksomhed eller afdeling, man arbejder i, er det for ulven mere underordnet – det er i højere grad opgaven, der er vigtig.
De arbejder altså ud fra de samme principper, men ulven vægter sig selv højest i den ligning. Der hedder det: egeninteresse, team og organisation.
Det viser sig meget tydeligt i måden at arbejde på. Ulven tager ansvar for opgaven og sætter gerne sig selv forrest. Hvis de arbejder sammen med en holdspiller, kan det derfor betyde, at det er ulven, der løber med al opmærksomheden, når der skal uddeles stjerner til sidst, for de er absolut bedst til at sætte sig selv i fokus.
Det gavner i sidste ende ulven selv, men på længere sigt, er det noget, der slider på en
organisation.
Sådan kan man løst dele de to karaktertyper op. De er på mange måder ens – de tager begge ansvar for at løse en opgave, men gør det på to vidt forskellige måder.

Næste gang vil jeg fortælle lidt om de forskellige problemer, man kan have, hvis man enten er en ulv eller holdspiller – eller hvis man pludselig står overfor det modsatte af en selv.

Måske har du siddet til en jobsamtale og er blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor skal vi vælge dig? Et helt legitimt og ganske relevant spørgsmål at stille. Men måske er det det forkerte spørgsmål – i stedet bør du spørge: Hvorfor har jeg valgt jer?

Jeg oplever ofte, når jeg taler med folk, at de har nemmest ved at forklare om alt det de kan,  og hvordan de udfører deres arbejde. Men de fortæller sjældent, hvorfor de gør det – hvorfor de laver det, de laver.
Det er vel at mærke nødvendigt at have sine kvalifikationer på plads, men det er i sidste ende ikke det, der sælger billetter. Du skal fortælle hvorfor.

Og hvorfor det? Fordi det er dit job at overbevise andre om, at du er uundværlig. Det er dit job at fortælle din historie på en måde, så andre kan forstå den og køber den.

Og det kan du kun, hvis du har visioner og drømme.

Det er selvfølgelig godt at være dygtig til sit arbejde, men det er bare ikke det, andre bliver inspireret af. De bliver inspireret af, at du kan se muligheder, som de ikke kan –  og at du selv er inspireret af noget. Det er dét, du skal fortælle folk om.

Den bedste måde at få andre overbevist om, at du har noget, de står og mangler, er hvis du er klar over, hvorfor du gør som du gør. Hvad inspirerer dig? Hvad driver dig?
I bund og grund: Hvorfor står du op om morgenen?

Det er vigtigt at ændre hele sit mindset, for det ligger så indgroet i de fleste af os, at man først og fremmest fortæller andre, hvad man laver og hvordan. Det med at fortælle om sine visioner og målsætninger, ligger de fleste meget fjernt. Det er derfor nødvendigt at øve sig.

En god måde at gøre det på, er ved at vende sin tankegang på hovedet.  Som det første, når du gør noget nyt, skal du spørge dig selv: hvorfor gør jeg det?

Når du selv bliver klar over hvorfor, så kan du meget nemmere kommunikere det til andre omkring dig. Så bliver du ham eller hende med ideerne og visionerne, og det er derfor, de vælger lige netop dig.

Så er det nye år over os, og det er på tide for alvor at komme op i gear og trække i arbejdstøjet igen.

Nytår er jo en kærkommen mulighed for at se tilbage på det gamle år – det der er gået godt, og det der kunne gøres bedre – og sætte sig nogle mål for det nye.
Jeg var i London hen over nytår, hvor jeg sad på en traditionel engelsk pub og så Dronningens nytårstale på min telefon. Jeg bed mærke i, at hun i sin tale nævnte, at det måske var på tide at gøre noget unyttigt – og måske har hun ret. Det er nok noget, vi alle sammen godt kunne tage os tid til en gang imellem.

Netop England har jo en helt særlig pub-kultur, hvor man mødes med venner og kollegaer efter arbejde. Det er ikke noget, vi kender det store til her i Danmark. Hvis ikke der bliver afholdt et fredagsarrangement på kontoret, smutter de fleste bare hjem, når arbejdsdagen er slut. Det samme gælder networking – mange mennesker, jeg støder på gennem mit arbejde, er utrygge ved at skulle mingle og networke i store forsamlinger. Man kan nemt føle sig malplaceret og ilde til mode ved at skulle trykke hånd og præsentere sig til mange mennesker, man ikke kender. Og det er da forståeligt!

Måske er det på tide at lære lidt fra både briterne og Dronningen. Jeg tror, at det ville gavne os alle sammen, hvis vi blev bedre til at mødes med hinanden – også i sociale sammenhæng uden for arbejdspladsen. For networking er nu engang vigtigt, men det behøver ikke være en sur pligt. Der er ingen, der siger, at man behøver at have et formål med at mødes – det er ofte mere naturligt at falde i snak, hvis man hygger sig og har det sjovt, end hvis man går rundt i et konferencecenter med navneskilt på.

Og det er okay at lave noget unyttigt en gang imellem. Det kan godt være, at man ikke lander en ny stilling eller stor aftale, hver gang man mødes efter arbejde, men måske bliver man hver gang lidt bedre til at tale og mødes med nye mennesker, og det er jo faktisk ikke helt unyttigt!

Det nye år er i hvert fald en god chance for at prøve noget nyt, og man kan lige så godt gøre det fornøjeligt. Det behøver ikke være hverken svært eller ubehageligt at gøre noget for sig selv eller sin karriere – det handler bare om at tænke en smule anderledes, end man plejer.

Jeg har skrevet om det før – den travle hverdag – men det gør den aldeles ikke mindre travl! Men jeg bliver ved med at skrive om det, for det er i den grad noget, der til stadighed både optager og presser os i dagligdagen. Det er vigtigt at være alle steder på en gang, og som alle ved eller finder ud af på et tidspunkt, så er det bare ikke menneskeligt muligt.

Begreber som mindfulness og lignende i den grad er oppe i tiden, og måske er der faktisk en ting eller to, vi kan tage med derfra. I bund og grund handler det jo blot om at være til stede i det, man laver. Om det så er på arbejde eller i privaten, så tror jeg, at vi alle kender følelsen af at være et andet sted oppe i hovedet. Og den går ikke, hvis du brænder for det, du laver!

Når vi snakker med vores kunder, er det ofte et emne, der kommer op. Ønsket om at kunne adskille de mange ting i hverdagen går igen hos mange, og der plejer jeg at komme med et ganske enkelt svar: Skab dig dit eget frirum.

Når man har mange opgaver på paletten, hjælper det at adskille det. Tag for eksempel networking – det kan virke enormt stressende, hvis det konstant nager i baghovedet, at du ikke får talt med nok mennesker, eller at du måske ikke kommer ud til de rette målgrupper. Der hjælper det, hvis det bliver sat ind i nogle ordnede rammer – og det vil vi selvfølgelig gerne hjælpe dig med. Min erfaring siger mig, at det skaber et afbræk i hverdagen for rigtig mange, at de kan tage en time ud af kalenderen en gang imellem, hvor det ikke handler om andet. De ved, at de har et møde med en enormt kompetent sparringspartner, der foregår på efter nogle aftalte præmisser. Så skal man ikke gå og bryde hovedet med det!

Næsten uanset hvad du går og laver, hjælper det at få det sat i system. Tag for eksempel dit netværk: hvem kender du, og hvad kan de hjælpe med? Nogle gange er det en god idé at lave et simpelt excel-ark over det mennesker, du godt kunne tænke dig at snakke mere med, og som har noget at tilbyde dig og din karriere.

Lige gyldigt hvordan du stiller det op, så skaber det overblik og kan give dig lidt mere frirum i hverdagen.