Bliver du set som en trussel?

Efter mit sidste indlæg om, hvordan man genkender ulve og holdspillere, er der flere, der har bemærket særligt to ting.

For det første at beskrivelsen af de to typer er en fremstillet meget sort/hvidt. Og ja, det er det også for eksemplets skyld. Det er klart, at i den virkelige verden kan en person sagtens indeholde mere eller mindre af både holdspilleren og ulven. De få, der er fuldstændig ulv eller fuldstændig holdspiller, står ofte ud på lang afstand.

For at det andet er det blevet nævnt, at ulven jo også er et flokdyr – altså en gruppe eller et team. Det er helt rigtigt, og de ved, at de er gensidigt afhængige af hinanden. Der er dog et stort men. Der er nemlig en klar rangorden blandt ulve – fra den stærkeste til den svageste. Og det er uhyre vigtigt i forhold til, hvordan de to typer opfatter hinanden.

Sidst beskrev jeg, at når de to typer kigger på hinanden, ser de sig selv – altså en ulv ser overvejende en holdspiller som en anden ulv.

Den opfattelse kan i mange situationer blive skærpet af, at holdspilleren ofte er langt fremme på banen, når det kommer til f.eks. mødesituationer. Her kommer holdspilleren nemt på banen med løsninger, strategier og kommunikation.

Holdspilleren brænder som bekendt for at få tingene til at fungere – både for virksomheden og for holdet. Men når ulven ser på holdspilleren, ser ulven en anden ulv, der er i gang med at markere sit territorium – altså en potentiel endnu større ulv end dem selv, der kan true dem i hierarkiet.

Ud fra arketyperne giver slutningen på historien næsten sig selv – ulvene vil individuelt og måske i flokken forsøge at få holdspilleren ned i bunden af hierarkiet – måske endda tvinge holdspilleren helt ud af flokken.

Det gamle ordsprog om, at når der er en finger, der peger på en anden, er der 3 der peger på en selv, kan måske bruges her – for der er rigtig meget, man selv kan gøre i sådan en situation.

Når en holdspiller er på banen, handler det i høj grad om, at holdspilleren i sin kommunikation hele tiden skal tænke på, at de signaler, der bliver sendt, ofte kan og vil fortolkes stærkere i den negative forstand.

Så en holdspiller skal være opmærksom på sin fremfærd i et team, hvor der er ulve, for der vil næsten med sikkerhed komme øget fokus på holdspilleren og dennes placering i teamet. Det er og det, mange kender som stakeholder management.

I næste indlæg vil jeg fortælle om, hvordan en holdspiller i interaktion med ulve kan spille ulvens spil og derved gavne holdet og sig selv frem for ulven.

Udgivet i Karriere, Ledelse, Relationer, Strategi | Skriv en kommentar

Der er to typer ledere

Måske lægger du mærke til det – måske gør du ikke. Når det kommer til ledere og ledelse, er der ikke to mennesker, der er ens , men alligevel deler vi mange karaktertræk, der gør, at man groft sagt falder ind i én af de to kategorier: holdspillere eller ulve.
Det er en historie, jeg fortæller, når jeg taler med folk om, hvorfor de oplever gnidninger på deres arbejdsplads, eller hvorfor det virker som om, der altid er nogen, der kommer forrest i køen.

I dette indlæg og de næste par gange, vil jeg forsøge at skitsere, hvad der karakteriserer de to kategorier, hvilke problemer der kan opstå og hvordan man bedst driver en forhandling, når man står over for en af de to typer.

Der er mange fællestræk mellem de to. De fungerer begge efter de samme principper –
organisation, team og egeninteresse – men i vidt forskellig rækkefølge. Men det interessante er, at det kan de ikke selv se – så når de ser på hinanden, ser de en af
samme art.

Når ulven ser sig omkring, ser den sig omringet af andre ulve, og når holdspilleren ser sig rundt, er der kun andre holdspillere. Det er dér, der kan opstå problemer, for så kan det pludselig bliver svært at forstå, hvorfor folk handler som de gør.

Hvad kendetegner en holdspiller?

Som navnet antyder, tænker holdspilleren på helheden i organisationen, virksomheden eller sin afdeling. Det er vigtigt for holdspilleren, at alle arbejder sammen om at løfte i flok, så fællesskabet – f.eks. afdelingen – samlet set bliver bedre.

Holdspilleren vil typisk prioritere organisationen højest, dernæst deres eget team og til sidst deres egeninteresse.

Det er altså nemmere for holdspilleren at sætte sig selv ud af fokus, så andre kan brillere og vise, hvad de kan. Det er ofte dét, der er brug for i en stor organisation – at man finder de bedste til hver deres opgave og giver dem plads til at udfolde sig. Men det kommer også med en pris.

Det er nemlig her, at holdspilleren har sin store udfordring. Det er meget nemt at glide ud af fokus, og pludseligt er der andre, mere ærgerrige mennesker, der tager æren for det stykke arbejde, de har lavet. Der er det nemmere for holdspilleren at fokusere på det fælles bedste frem for egen gevinst.

Hvordan spotter man ulven?
Lige netop det problem har ulven ikke. Ulven sætter sig selv i fokus frem for fællesskabet. Ligesom holdspilleren er hovedfokus stadigvæk at komme frem i verden og gøre, hvad der skal til, for at løse opgaven, men det er med vidt forskellige målsætninger.

Hvor holdspilleren typisk har en stor loyalitet overfor den virksomhed eller afdeling, man arbejder i, er det for ulven mere underordnet – det er i højere grad opgaven, der er vigtig.
De arbejder altså ud fra de samme principper, men ulven vægter sig selv højest i den ligning. Der hedder det: egeninteresse, team og organisation.
Det viser sig meget tydeligt i måden at arbejde på. Ulven tager ansvar for opgaven og sætter gerne sig selv forrest. Hvis de arbejder sammen med en holdspiller, kan det derfor betyde, at det er ulven, der løber med al opmærksomheden, når der skal uddeles stjerner til sidst, for de er absolut bedst til at sætte sig selv i fokus.
Det gavner i sidste ende ulven selv, men på længere sigt, er det noget, der slider på en
organisation.
Sådan kan man løst dele de to karaktertyper op. De er på mange måder ens – de tager begge ansvar for at løse en opgave, men gør det på to vidt forskellige måder.

Næste gang vil jeg fortælle lidt om de forskellige problemer, man kan have, hvis man enten er en ulv eller holdspiller – eller hvis man pludselig står overfor det modsatte af en selv.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Er du klar til forandring?

“Alle har en plan, indtil de bliver slået i hovedet”. Sådan sagde bokselegenden Mike Tyson engang i et af hans mere mindeværdige interviews. Det er selvfølgelig næppe sammenligneligt med en normal arbejdssituation, men understreger alligevel en uhyre vigtig pointe.

Alle tror de har en plan – lige indtil tingene ændrer sig.

For verden ændrer sig ustandseligt. Alting bliver disruptet på kryds og tværs, og teknologien tager et kvantespring, hver gang vi kigger væk.

Sådan kan det i hvert fald hurtigt føles. Så slemt står det nok ikke til, men det ændrer ikke ved, at udviklingen foregår om ørene på os, om vi vil det ej.

Den rivende udvikling indenfor stort set alle brancher og områder gør, at man pludseligt kan befinde sig i en situation, man aldrig har været i før. Og så kan man blive nødt til at sadle om.

Det burde selvfølgelig være åbenlyst for de fleste, at det er bedre at tage del i udviklingen end at blive kørt over af den, men det er bare nemmere sagt end gjort!

Mange gode ideer og intentioner drukner i PowerPoint-præsentationer og endeløse møder, fordi ledere og medarbejdere i organisationen inderst inde slet ikke er klar til at omstille sig.

For det er ikke nok at sige, at man har brug for forandringer. Det skal simpelthen indlejres helt under huden i organisationen. Men hvordan påvirker man adfærden hos sig selv og hos andre, så alle trækker i samme retning?

Det er noget, vi her hos ConsilioNexus går op i og meget gerne vil være med til at besvare sammen med alle jer. Derfor indbyder vil alle vores kunder til endnu et Brainboost-seminar – denne gang med Morten Münster.

Morten er bl.a. kendt for sin bestseller bog “Jytte fra marketing” samt utallige foredrag  i nogle af landets største virksomheder. Han kommer og fortæller om, hvordan man kan bruge adfærdsdesign til at skabe forandringer.

Brainboost-seminaret afholdes 6. november i Skodsborg.

Og nu er der så ikke andet for end at ønske jer alle en rigtig god sommer. Jeg håber at se jer på den anden side af ferien!

Udgivet i Ledelse, Relationer, Strategi | Skriv en kommentar

Sådan fastholder du talenterne

Vi danskere skifter job som aldrig før, og det er på mange måder en rigtig god ting. Det er for det første tegn på en sund økonomi, hvor der er stor efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft. Det er også et tegn på at rigtig mange hele tiden søger at udfordre sig selv med nye og spændende jobs.

Men på den anden side af gærdet kan det som leder være enormt frustrerende hele tiden at se en udskiftning i ens team. Så snart man føler, at man har sat det rigtige hold, er der en ny, der smutter.

Især blandt de unge talenter – dem mellem 18 og 29 – skiftes der nærmest job, som der skiftes tøj. Når de kommer ind i en virksomhed, er det ikke med en forestilling om, at her skal de være de næste 25 år.

Er det så de unges skyld, at de ikke har lyst til at blive ét sted hele karrieren?

Nej, det er det selvfølgelig ikke. De bærer selvfølgelig en del af ansvaret, og det kan da også komme til at bide en bagi, at man ikke har været i nogen stilling i mere end et år, før man er videre.

Men det er ligeså meget virksomhederne og ledernes ansvar at forsøge at sælge arbejdspladsen på en måde, så den fremstår attraktiv overfor den yngre målgruppe.

Det er ikke længere nok at lokke med fordelagtige pensionsordninger og solid jobsikkerhed. Det er mindst lige så vigtigt at sælge virksomhedens værdier og vise de unge, hvordan de har mulighed for at sætte deres aftryk på det, de kommer til at lave.

Ligesom det er vigtigt at sælge sig selv på sine drømme og visioner, når man selv skal finde nyt arbejde, er det mindst lige så vigtigt at kunne sælge sin virksomhed eller afdeling.

Det er vigtigt, at alle – ung som gammel – kan se, at der er mulighed for at udvikle sig personligt og fagligt på deres kommende arbejdsplads. At der for eksempel er mulighed for at kunne videreuddanne sig og blive dygtigere, eller at der er chancer for at lave spændende projekter.

Det er nemt at sidde og tænke, at det er bare ungdommen nu til dags, men det er nu engang den virkelighed, vi lever i og bliver nødt til at tage stilling til.

For hvis man ikke selv gør det, så gør konkurrenten det.

Udgivet i Karriere, Ledelse, Relationer | Skriv en kommentar

Det er ikke det du siger

Hvordan kommer du bedst igennem med dit budskab?

Det er der god grund til at overveje og undre sig over.

Mange har måske prøvet at stå i en forsamling og føle, at der enten ikke blev lyttet efter, eller at det man sagde blev misforstået.

Men måske har det slet ikke noget at gøre med det, du siger. Måske er det måden, du siger det på.

Studier har vist, at det er alfa og omega, at ens budskab og kropssprog passer sammen, hvis man for alvor vil have folk til at forstå det, der bliver sagt.

Det der også kaldes non-verbal kommunikation.

Mange gode taler og præsentationer er gået i glemmebogen af den simple grund, at folk glemte at høre efter, hvad der blev sagt.

Og det samme gælder den anden vej. Det kan være enormt vigtigt at vise den der taler, at du hører efter – nogle gange er det ikke nok at lytte, man skal også vise den anden, at man lytter!

Der er jo ingen, der har lyst til at sidde til et møde med en kunde og se ud som om, man helst ville være et andet sted. Og det kan alle komme til en gang imellem.

Det er i det hele taget en vigtig evne at have – at kunne få andre til at lytte til det, man siger og at vise, at man lytter.

Og det er noget, vi her hos ConsilioNexus tager alvorligt. Vi går meget op i, hvordan vi bedst kan skabe tillid og værdi for alle parter i vores one 2 one møder.

Her er det lige netop kommunikationen, der er i fokus – både den verbale, men også den non-verbale.

Derfor er det et emne, vi tager op til vores næste Brainboost, hvor det netop kommer til at handle om non-verbal kommunikation.

Hvordan kommer du bedst igennem med det, du har på hjerte, og hvilke signaler og kropssprog skal du være opmærksom på hos dig selv og andre.

Dét og meget andet får du svar på til vores næste Brainboost.

Jeg håber, vi ses!

Udgivet i Netværk, Relationer | Skriv en kommentar

Er du klar til en bestyrelsespost?

Drømmen om at få plads omkring det runde bord i bestyrelseslokalet er noget, der fylder rigtig meget hos mange dygtige erhvervsledere. Det er for mange en gylden mulighed for at få lov til at præge en virksomhed på den helt lange bane.

Men som med alt andet er der både gode og dårlige dage – også når du endelig har fået foden indenfor døren. For hvad mange måske ikke tænker videre over er, at du som bestyrelsesmedlem sidder med et kæmpe ansvar for virksomheden – også juridisk.

Det er derfor værd at overveje, om du for alvor er klædt på til at tage det næste skridt.

Jeg oplever ofte, at folk har en opfattelse af, at bestyrelsesarbejde er let. Det kan det også til tider være, men hvis en virksomhed ryger i modvind, så er det bestyrelsens opgave at trække den på ret køl igen. Det kræver bestemt visse kompetencer og evner.

Det er derfor ikke nok, at man har viljen og lysten til at sætte sit præg på den overordnede strategi. Man skal også være klar på at træffe de svære beslutninger, når de kommer. Man skal have evnerne og den fornødne viden til at kunne yde den nødvendige rådgivning, når det virkelig spidser til.

Når man selv kommer dertil, hvor det begynder at virke spændende og relevant for ens karriere at sidde i en bestyrelse, er det vigtigt at spørge sig selv, om man har fuldstændig styr på, hvad en bestyrelses arbejdsopgaver egentlig er. Hvilke muligheder har en bestyrelse for at præge en virksomhed, og hvilket ansvar står bestyrelsen med?

Det skal naturligvis ikke forstås som et forsøg på at tale folk fra at opsøge målsætningen om en plads i en bestyrelse. Det er virkelig et skridt, der kan gavne både ens karriere, men også rent personligt.

Det er bare uhyre vigtigt, at man virkelige er klar til det, før man tager næste skridt.

Udgivet i Karriere, Netværk, Strategi | Skriv en kommentar

Er du stolt af dit arbejde?

Tålmodighed er en dyd, som man siger. Men det kan være nemmere sagt end gjort. I en
verden med LinkedIn, Facebook og et hav af muligheder for at se, hvad andre har gang i, er det nemt at miste fokus på, hvad man selv går og laver.

Når jeg spørger folk om, hvad de er mest glad for ved deres arbejde, kommer der en masse
forskellige svar. Nogen siger kollegaerne, andre lønnen, men langt de fleste kan blive enige
om, at det er følelsen af, at man laver et godt stykke arbejde. At man er stolt af sit arbejde.

Det er efterhånden meget normalt at se på LinkedIn, at folk skifter job en gang om året. Det kan der naturligvis være mange gode grunde til, men det kan også være udtryk for, at man tror, at græsset er grønnere på den anden side.

Det er desværre bare så nemt efterhånden at se sidemanden over skulderen.
Har de fået et nyt arbejde? Hvad er deres titel? Det er nemt at føle, at de andre løber fra en.

Det er en træt metafor, men karrieren er altså et maraton, om man vil det eller ej. Dem der
spurter af sted og konstant virker til at hoppe fra det ene til det andet, har det med at blive
indhentet før målstregen. Enten fordi de er kørt trætte, eller fordi de på et tidspunkt rammer muren.

Det bliver ofte undervurderet, hvad det betyder, at man har en faglighed med sig. Når ens
nyhedsværdi er udløbet, og man ikke længere er spændende, nyt blod på arbejdspladsen, så er der to muligheder: at falde tilbage på sin faglighed, bøje nakken og lave et fantastisk stykke arbejde – eller man kan se sig om efter et nyt job, hvor man igen kan være ny og spændende.

Den ene mulighed er der rigtig gode fremtidsudsigter i. Det er der ikke i den anden.

De fleste, der opnår en vis position i erhvervslivet, er naturligvis rigtig dygtige til deres job.
Ellers var de ikke nået så langt.

Men alligevel tror, at alle kunne have godt af at stoppe op og overveje, om de er stolte af det stykke arbejde, de laver.

Hvis svaret er ja, så klø på – det skal andre nok opdage før eller siden.
Hvis svaret er nej, er det måske på tide at sætte sig nogle mål og se på, hvordan man kan opnå dem. Før man ser sig om efter grønnere græs.

Udgivet i Karriere | Skriv en kommentar

Har du spurgt hvorfor?

Måske har du siddet til en jobsamtale og er blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor skal vi vælge dig? Et helt legitimt og ganske relevant spørgsmål at stille. Men måske er det det forkerte spørgsmål – i stedet bør du spørge: Hvorfor har jeg valgt jer?

 

Jeg oplever ofte, når jeg taler med folk, at de har nemmest ved at forklare om alt det de kan,  og hvordan de udfører deres arbejde. Men de fortæller sjældent, hvorfor de gør det – hvorfor de laver det, de laver.
Det er vel at mærke nødvendigt at have sine kvalifikationer på plads, men det er i sidste ende ikke det, der sælger billetter. Du skal fortælle hvorfor.

Og hvorfor det? Fordi det er dit job at overbevise andre om, at du er uundværlig. Det er dit job at fortælle din historie på en måde, så andre kan forstå den og køber den.

Og det kan du kun, hvis du har visioner og drømme.

Det er selvfølgelig godt at være dygtig til sit arbejde, men det er bare ikke det, andre bliver inspireret af. De bliver inspireret af, at du kan se muligheder, som de ikke kan –  og at du selv er inspireret af noget. Det er dét, du skal fortælle folk om.

Den bedste måde at få andre overbevist om, at du har noget, de står og mangler, er hvis du er klar over, hvorfor du gør som du gør. Hvad inspirerer dig? Hvad driver dig?
I bund og grund: Hvorfor står du op om morgenen?

Det er vigtigt at ændre hele sit mindset, for det ligger så indgroet i de fleste af os, at man først og fremmest fortæller andre, hvad man laver og hvordan. Det med at fortælle om sine visioner og målsætninger, ligger de fleste meget fjernt. Det er derfor nødvendigt at øve sig.

En god måde at gøre det på, er ved at vende sin tankegang på hovedet.  Som det første, når du gør noget nyt, skal du spørge dig selv: hvorfor gør jeg det?

Når du selv bliver klar over hvorfor, så kan du meget nemmere kommunikere det til andre omkring dig. Så bliver du ham eller hende med ideerne og visionerne, og det er derfor, de vælger lige netop dig.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Nyt år – og tid til at prøve noget nyt?

Så er det nye år over os, og det er på tide for alvor at komme op i gear og trække i arbejdstøjet igen.

Nytår er jo en kærkommen mulighed for at se tilbage på det gamle år – det der er gået godt, og det der kunne gøres bedre – og sætte sig nogle mål for det nye.
Jeg var i London hen over nytår, hvor jeg sad på en traditionel engelsk pub og så Dronningens nytårstale på min telefon. Jeg bed mærke i, at hun i sin tale nævnte, at det måske var på tide at gøre noget unyttigt – og måske har hun ret. Det er nok noget, vi alle sammen godt kunne tage os tid til en gang imellem.

Netop England har jo en helt særlig pub-kultur, hvor man mødes med venner og kollegaer efter arbejde. Det er ikke noget, vi kender det store til her i Danmark. Hvis ikke der bliver afholdt et fredagsarrangement på kontoret, smutter de fleste bare hjem, når arbejdsdagen er slut. Det samme gælder networking – mange mennesker, jeg støder på gennem mit arbejde, er utrygge ved at skulle mingle og networke i store forsamlinger. Man kan nemt føle sig malplaceret og ilde til mode ved at skulle trykke hånd og præsentere sig til mange mennesker, man ikke kender. Og det er da forståeligt!

Måske er det på tide at lære lidt fra både briterne og Dronningen. Jeg tror, at det ville gavne os alle sammen, hvis vi blev bedre til at mødes med hinanden – også i sociale sammenhæng uden for arbejdspladsen. For networking er nu engang vigtigt, men det behøver ikke være en sur pligt. Der er ingen, der siger, at man behøver at have et formål med at mødes – det er ofte mere naturligt at falde i snak, hvis man hygger sig og har det sjovt, end hvis man går rundt i et konferencecenter med navneskilt på.

Og det er okay at lave noget unyttigt en gang imellem. Det kan godt være, at man ikke lander en ny stilling eller stor aftale, hver gang man mødes efter arbejde, men måske bliver man hver gang lidt bedre til at tale og mødes med nye mennesker, og det er jo faktisk ikke helt unyttigt!

Det nye år er i hvert fald en god chance for at prøve noget nyt, og man kan lige så godt gøre det fornøjeligt. Det behøver ikke være hverken svært eller ubehageligt at gøre noget for sig selv eller sin karriere – det handler bare om at tænke en smule anderledes, end man plejer.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Skab frirum i dagligdagen

Jeg har skrevet om det før – den travle hverdag – men det gør den aldeles ikke mindre travl! Men jeg bliver ved med at skrive om det, for det er i den grad noget, der til stadighed både optager og presser os i dagligdagen. Det er vigtigt at være alle steder på en gang, og som alle ved eller finder ud af på et tidspunkt, så er det bare ikke menneskeligt muligt.

Begreber som mindfulness og lignende i den grad er oppe i tiden, og måske er der faktisk en ting eller to, vi kan tage med derfra. I bund og grund handler det jo blot om at være til stede i det, man laver. Om det så er på arbejde eller i privaten, så tror jeg, at vi alle kender følelsen af at være et andet sted oppe i hovedet. Og den går ikke, hvis du brænder for det, du laver!

Når vi snakker med vores kunder, er det ofte et emne, der kommer op. Ønsket om at kunne adskille de mange ting i hverdagen går igen hos mange, og der plejer jeg at komme med et ganske enkelt svar: Skab dig dit eget frirum.

Når man har mange opgaver på paletten, hjælper det at adskille det. Tag for eksempel networking – det kan virke enormt stressende, hvis det konstant nager i baghovedet, at du ikke får talt med nok mennesker, eller at du måske ikke kommer ud til de rette målgrupper. Der hjælper det, hvis det bliver sat ind i nogle ordnede rammer – og det vil vi selvfølgelig gerne hjælpe dig med. Min erfaring siger mig, at det skaber et afbræk i hverdagen for rigtig mange, at de kan tage en time ud af kalenderen en gang imellem, hvor det ikke handler om andet. De ved, at de har et møde med en enormt kompetent sparringspartner, der foregår på efter nogle aftalte præmisser. Så skal man ikke gå og bryde hovedet med det!

Næsten uanset hvad du går og laver, hjælper det at få det sat i system. Tag for eksempel dit netværk: hvem kender du, og hvad kan de hjælpe med? Nogle gange er det en god idé at lave et simpelt excel-ark over det mennesker, du godt kunne tænke dig at snakke mere med, og som har noget at tilbyde dig og din karriere.

Lige gyldigt hvordan du stiller det op, så skaber det overblik og kan give dig lidt mere frirum i hverdagen.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar